Tid til karriereskift?

Udgivet den 30. august 2011 af Dorte Wied Christensen

Som jeg skrev om i mit sidste indlæg er det vigtigt, hele tiden at udvikle sig i sit job, for at bevare arbejdsglæde og værdi på arbejdsmarkedet. Hvis du føler du har udtømt dine muligheder for at kunne udvikle dig yderligere, der hvor du er, er det måske tid til et karriereskift?

Måske går du og tænker tanker som: Hvor skal jeg hen? Hvad vil jeg gerne udvikle? Hvad interesserer jeg mig for? Hvad er jeg god til?

Hvis det er tilfældet, så husk på, at du ikke er alene om at stå med den type spørgsmål. Mange står i dag i den situation.

Hvis du ikke har truffet en beslutning om, hvad du godt kunne tænke dig, som dit næste job, og hvis du ønsker at udvikle dig yderligere, kan du starte med at se på det du allerede har og kan – kort sagt: 1-4: Hvad har du allerede i din rygsæk?:

1. Hvilke faglige kompetencer har du? Når man snakker om kompetencer er det i høj grad noget, der er bestemt af hvilken erfaring du har, dvs. hvordan du i praksis har omsat dine faglige kvalifikationer til kompetencer. Hvis du f.eks. har en gymnasieuddannelse, så har du opnået nogle analytiske færdigheder, er god til skriftlig formidling etc.

2. Hvilke sociale kompetencer har du? Her er fokus derfor mere på din sociale forståelse, dine samarbejdsevner og dine lærings- og udviklingskompetencer. Det kan være du har været træner for et lilleputhold i håndbold og så har opnået nogle pædagogiske kompetencer, nogle ledelsesmæssige kompetencer etc.

3. Hvad interesserer du dig for? Hvornår er du engageret? Hvornår tør du gøre noget du ellers ikke ville? Hvilken indstilling har du? Det er ofte her du henter dit brændstof, din energi og dit engagement. Hav derfor særligt fokus på dette punkt. Min holdning er, at hvis du interesserer dig for noget, kan du med den rette indsats og indstilling nå uanet langt, bare du virkelig vil, slider i det og tror på dig selv.

4. Hvad har du hidtil vist at have et særligt talent eller potentiale for? Dit talent er her en personlig egenskab eller et personligt potentiale, som du har haft med dig altid. Dit potentiale gør, at det her er lettere for dig, at udnytte og opnå kvalifikationer og kompetencer. Nogen gange er det åbenlyst for dig, hvad dit talent eller potentiale består i, andre gange har du måske først opdaget det senere. Alle mennesker rummer et potentiale eller et talent – og har mulighed for at præstere noget helt særligt. Hvis det ikke er åbenlyst for dig hvad dit talent består i, kan du spørge folk, der kender dig, hvad de ser som din specielle styrke. Det kan f.eks. være at du har særligt let ved at snakke med andre mennesker, at organisere ting når der hersker kaos, at få nye ideer, at træffe beslutninger etc. Tænk også over hvordan din interesse og dit talent hænger sammen – det er synes jeg nogen gange er lidt ligesom hønen eller ægget – har du interesse, så yder du ofte en ekstra indsats og du bliver god og folk synes du er et talent…Prøv at få en person, der kender dig til at beskrive, hvad der adskiller dig, fra andre, på en positiv måde og gerne få personen til at give så ærlig og konstruktiv en tilbagemelding til dig som muligt.

Tænk over hver af de 4 punkter. Hvis du skal ud på en karriererejse er det godt at vide, hvad der allerede ligger i rygsækken, inden du skal træffe en beslutning om, hvor din karriere skal bevæge sig hen.

Når du har overblik over, hvad der ligger i din bagage, retter du blikket fremad, og så kan følgende punkter (a-e) bruges til at danne udgangspunkt for dine overvejelser om hvor du skal hen:

a) Når du skal træffe et valg for din karriere er det vigtigt, at du overvejer hvilke faglige eller sociale kompetencer du godt kunne tænke dig at udvikle yderligere,

b) Det er vigtigt at have fokus på og lægge vægt på dit potentiale og dine interesser. Det er her du rykker og kan blive rigtig glad for at gå på arbejdet.

c) Overvej også, hvilke læringsmuligheder, der bør være, der hvor du søger hen. Er der nogle mennesker du kan lære noget af? Er der nogle opgaver, som er udfordrende og lærererige?

d) Husk også, at du i dit beslutningsgrundlag bør have fokus på restitution og balance. Hvordan er dine ønsker og behov i forhold til det?

e) Hvad med din familie? Familielivets udfordringer har konsekvenser for de valg du kan træffe i forhold til dit arbejde. Indtænk derfor allerede i dit næste karrierevalg, at der skal være tid, energi og nærvær til at pleje og passe dine familiemæssige relationer, så de følelsesmæssige sider af familielivet ikke kommer til at halte bagefter.

Kan du komme på andre ting, som man bør overveje?

Målet med dages indlæg, er at skabe en ramme for dine karriereovervejelser. Det er én måde at systematisere dine tanker på, og måske en hjælp til at få klarhed over, hvad du skal kigge efter og lægge vægt på. Hvis du selv kan komme i tanke om andre ting du vil lægge vægt på, kan du jo tilføje dem til din egen liste.

Den dag muligheden opstår for et karriereskift, vil du have let ved at slå til, hvis du ved hvad du kan og hvad du lægger vægt på. Det er lettere for dig at leder efter et nyt job og det er lettere for dig at snakke med andre mennesker om, hvad du godt kan lide og hvad du kunne tænke dig.

Det er derfor også lettere for andre at hjælpe dig, hvis de ved hvad du kan og vil.





Udgivet i Strategier og forandringer | En kommentar

Hvad vil det sige at gøre karriere? Og hvorfor er det vigtigt?

Udgivet den 23. august 2011 af Dorte Wied Christensen

Sommerferien er for manges vedkommende slut, min er i hvertfald, og som sædvanligt kunne den godt havde været længere. Måske har du brugt tiden til at tænke lidt over dit arbejde eller jobsituation og overvejet om ikke du skulle foretage et karriereskift. Jeg har gennem sommeren haft samtaler med flere, som overvejede det og fælles for samtalerne var, at vi havde forskellig opfattelse af, hvad det ville sige at gøre karriere. For hvad vil det egentligt sige?

Der er mange der tænker – at når man snakker om at “gøre karriere”, så er det noget der foregår i en opadgående retning. Hvis du “gør karriere”, så “stiger du i graderne” og tjener mange penge, har magt og indflydelse over andre.

Begrebet er, efter min opfattelse, heldigvis ikke så entydigt længere. I dag er det anerkendt, at det med at gøre karriere, også kan have noget at gøre med en udvikling, der i en eller anden forstand går fremad – dvs. ikke kun noget der går opad.

Din karriere kan derfor forme sig på mange forskellige måder. Du kan have mange jobskifte, eller udviklingen sker indenfor det samme job, samme arbejdsplads, du kan skifte på tværs af landegrænser og sektorer og den kan bevæge sig op eller ned i et hieraki.

Hvordan har din karriere hidtil udviklet sig?

Det afgørende er, at du oplever at dit arbejdsliv former sig som en proces, hvor du udvikler dig og prøver dig selv af i nye sammenhænge og nye opgaver.

Og hvorfor er det så vigtigt at gøre karriere? Ja hvis man stiller karriere lig med en udvikling, der går fremad, er det, set med mine øjne, afgørende for at bevare arbejdsglæde og værdi på arbejdsmarkedet.

Det handler ikke om, at du ikke er god nok, for det er du! Det handler om at blive bedre, især hvis det er noget du interesserer dig for.

Kender du nogle som gør en “god karriere”?

Hvad er det de gør, som du synes er godt?

Kunne det være dig?


Udgivet i Strategier og forandringer | En kommentar

Afslapning, isolation og restitution

Udgivet den 6. juni 2011 af Dorte Wied Christensen

Hvad er kvalitetsafslapning for dig? Svaret er aktuelt, nu hvor sommerferien nærmer sig, og de fleste sikkert glæder sig til at holde ferie, få slappet af og måske komme lidt ud og rejse og se nye himmelstrøg. Mange sørger også for at slappe af i hverdagen, og sørge for at den nødvendige balance er tilstede, for at klare en stresset hverdag med mange gøremål.

Jeg har tænkt lidt over, hvad det egentlig betyder, når vi siger, “vi skal slappe af”. Hvad laver vi egentlig, når vi slapper af? For hver person du spørger, kan du sikkert få flere forskellige svar.

Jeg har i dag hentet inspiration fra nogle kendte store personligheder.

Mit fokus har været at se på, hvad de gør, når de har en ledig stund, hvad enten det handler om at slappe af, tænke kreative tanker eller lade batterierne op inden næste løb.

Hvis vi starter i sportens verden har jeg i dag (igen) valgt, at fremhæve de bedste kenyanske løbere og set på deres restitution. Effektiv restution betyder i træningslejeren for løbere i Iten, Kenya, at man hviler sig og har kvalitetsafslapning. Nu vil du sikkert spørge, hvad de forstår ved kvalitetsafslapning. Selv kunne jeg godt komme i tanke om en masse ting, jeg gerne vil gøre når jeg har fri, og skal slappe af, men svaret er, at de kenyanske løbere laver ingenting. Som verdensmesteren i halvmarathon, Lornah Kiplagat, siger, i Rasmus Ankersen bog “Guldminerne”, s. 37:”I de perioder, hvor jeg træner hårdest, bruger jeg 16 timer om dagen i sengen.” Nu kunne man jo så tro, at de ligger og surfer på internettet, ser tv eller ligger og snakker i telefon, men svaret er nej. De fokuserer på at slappe af mentalt, for hvis din hjerne arbejder, mens du slapper af, betyder det, at du ikke slapper af. Kvalitetsafslapning er derfor også en form for træning for dem, der kræver fokus. Der er ingen forstyrrelser. De kenyanske løber, træner, spiser og sover – og det er det.

Det synes jeg er interessant. Hvordan vil du kunne implementere en sådan livsstil i din hverdag? Umiddelbart ser det vanskeligt ud, men måske vi kunne finde lommer af kvalitetsafslapning, hvor vi fokuserer på at slappe fuldstændigt af, uden adspredelser?

For at forstå værdien af kvalitetsafslapning, har jeg valgt, at hente citater fra nogle berømtheder, som fortæller, hvordan de udnytter isolation og afslapning til gavn for deres forretning eller kunst:

Picasso: “Without great solitude no serious work is possible.”

Mozart: “When I am, as it were, completely myself, entirely alone, and of good cheer –say, traveling in a carriage or walking after a good meal or during the night when I cannot sleep – it is on such occasions that my ideas flow best and most abundantly.”

Einstein: “On the other hand, although I have a regular work schedule, I take time to go for long walks on the beach so that I can listen to what is going on inside my head. If my work isn’t going well, I lie down in the middle of a workday and gaze at the ceiling while I listen and visualize what goes on in my imagination.”

Kafka: “You need not leave your room. Remain sitting at your table and listen. You need not even listen, simply wait, just learn to become quiet, and still, and solitary. The world will freely offer itself to you to be unmasked. It has no choice; it will roll in ecstasy at your feet.”

Goethe: “One can be instructed in society, one is inspired only in solitude.”

Nu er det ikke sådan, at jeg vil argumentere for at al kreativitet udspringer af isolation, for jeg ved at mange ideer hentes i kreativt samspil med andre, interessant er det dog at disse store mestre har fokus på isolation, som en bevidst del af deres kreative arbejde.

Jeg argumenterer heller ikke for, at alle store sportsudøvere, bør ligge 16 timer om dagen i deres senge og lave ingenting. Men jeg må indrømme, at værdien af fokuseret fred ro, det med at slappe helt af, uden adspredelser, fik mig til at spørge mig selv, hvordan jeg kan blive bedre til at slappe af på en mere kvalificeret måde? F.eks. uden at være på nettet 17 timer i døgnet, eller uden hele tiden tjekke mails etc. Og hvorfor have dårlig samvittighed over en middagslur i weekenden?

Jeg er sikker på, at der er mange forskellige måder, at slappe af på, og at det i bund og grund gælder om, at finde sin ind til sin egen stil. Jeg er dog overbevist om, at mange af os kan lære, at blive bedre til at slappe af, og at der vil være mange fordele forbundet med det.

Hvordan slapper du bedst af?

Jeg er godt klar over, at vi i den vestlige del af verden, som det er nu, vil have svært ved at praktisere en spartansk levestil, som i Kenya. Vores leveomkostninger er for høje. Vi kan ikke leve for 2 dollas om dagen – og de fleste ønsker desuden, at have et vist materielt forbrug, er blevet gældsatte eller har på anden vis mistet friheden, til at træffe de valg, de måske inderst inde ønsker. Vi har også en masse adspredelser omkring os, som kan aflede vores opmærksomhed, hvis ikke vi er bevidste om at undgå det.

Det interessante er, efter min mening, at finde ind til, hvordan vi kan tage det bedste fra begge verdener og bruge det til en mere bevidst form for afslapning eller restitution om man vil.

Hvordan mon det skulle konkretiseres?




Udgivet i Fokus, Motivation og mindset | En kommentar

Tilstande og optimale præstationer

Udgivet den 30. maj 2011 af Dorte Wied Christensen

Der er ingen tvivl om, at uanset om du skal spille en fodboldkamp, løbe et løb, spille tennis eller levere en god præstation på arbejdet – er der meget læring og øvelse, der er gået forud. Der har sikkert været perioder, hvor træningen har været hård eller du har skulle tage dig rigtig meget sammen, for at fuldføre et træningspas eller levere et stykke arbejde, som en del af din læreproces på arbejdet. Der vil altid være sure dag og slidsomme dage.

Der kommer også en dag, hvor du oplever, at dine færdigheder er så tilpas veludviklede, og den opgave eller sportslige udfordring, du står overfor, er så tilpas udfordrende, at du giver dig i kast med det og glemmer alt om tiden og dig selv – du oplever, at du går i ét med det du laver. Dit ego falder med andre ord væk og den ene handling tager den anden – du behøver stort set ikke tænke over hvad du laver – ligesom når musikere spiller jazz. Du udnytter dig selv fuldt ud og du bruger det, du har lært til det yderste.

Kan du genkende beskrivelsen?

I hvilke situationer har du oplevet det?

Hvad lavede du?

Hvem var du sammen med?

Hvordan var resultatet af det du lavede?

Den indre tilstand, som lige er beskrevet, kaldes også for flow.

Mihaly Csikszentmihalyi, forfatteren af “Flow: The psychology of Optimal Experience”, har forsket i denne indre tilstand i mange år, og hans konklusion er, at man rammer denne tilstand i præcis det punkt, hvor ens færdighedsniveau og det niveau man udfordres på, begge er høje – og at det er i denne tilstand du præsterer optimalt.

Når du skal vurdere, om du præsterer optimalt på dit arbejde, eller med din sport, kan en måde, at vurdere det på, være at se på, hvorvidt du rammer denne tilstand eller ej.

Der er også andre slags tilstande du kan have – udover flow.

Det er nemlig sådan, at hvis dit færdighedsniveau er højt, men hvor du laver noget som ikke udfordrer dig, er du i en afslappet tilstand og har kontrol over situationen. Det er ikke i den slags situationer du præstere optimalt. Det gør du primært når du er i flow.

Omvendt, hvis du mangler at blive lært op, mangler at træne, eller du ikke har så meget erfaring endnu, dvs. dit færdighedsniveau er lavt – og dine udfordringer er for høje, vil din tilstand kunne være præget af bekymring og måske ligefrem angst.

Mangler du at blive lært op og får du heller ikke nogen udfordringer, vil din tilstand typisk være præget af kedsomhed eller apati.

Hvilke af disse tilstande har du typisk i løbet af en uge?

Bliver du tilstrækkelig udfordret i din hverdag?

Er dine færdigheder udviklet tilstrækkeligt, til at matche de evt. høje udfordringer du bliver udsat for  – eller mangler du evt. træning eller uddannelse? Hvad kan du selv gøre? Skal du have nogle udfordrende nye mål?

Hvis det stod til mig, burde alle stræbe efter flow! Det må da være det sjoveste og det mest optimale? eller?

Den eneste ulempe ved flow, jeg lige kan komme i tanke om, er at tiden flyver afsted – og det kan selvfølgelig være meget godt, men faktisk har jeg det sådan, at tiden godt må gå langsomt, af og til, især fordi der er så meget jeg gerne vil nå.

Et år i flow – er måske som et nys! – pludselig er det er væk! Nogle gange er det også dejligt bare at lave ingenting – men, det hører nok mest under kategorien restitution. For at kunne præstere optimalt, er det nemlig også nødvendigt at restituere optimalt. Derfor bør en tid med flow, også afløses af en periode med restitution – for at den nødvendige balance er tilstede og præstationen kan blive ved.

Prøv evt. i den næste tid, at mærke efter, hvilke at de beskrevne tilstande du er i – med fokus på flow og optimal præstation.

Hvad mærker du?

Hvad gør du?



Udgivet i Fokus, Motivation og mindset, Strategier og forandringer | 3 kommentarer

Opdragelsesstil og udnyttelse af potentiale

Udgivet den 23. maj 2011 af Dorte Wied Christensen

Når opdragelse af børn indgår i fortællingen om fremtiden og manden får en mere fremtrædende rolle.

Vi lever i en del af verden, hvor vi er meget optaget af vores egen indre lykke og mange er søgende i forhold til spørgsmål som: “hvem er jeg og hvor skal jeg hen”, med en tendens til at vende blikket mod fortiden og finde et snævert svar på fremtidens løsninger der. Vores børneopdragelsesstil er horisontal – alt er til forhandling og de fremherskende værdier er – i hvert fald her i norden – feminine og bløde. Vi tænker meget på hygge og tryghed og vores verdenssyn er landsbyens. Sat lidt på spidsen.

Som jeg skrev om i mit indlæg “Hvad skal motivere os? Hvordan skaber vi sult i paradis?” har jeg i dette indlæg tænkt videre over, hvordan vi som forældre, lærer eller træner, kan udnytter det store potentiale, der er hos vores børn og unge. Det kan som sagt være en udfordring, at skaber motivation til at præstere og være vedholdende, når man bor i en verden, hvor de basale behov for mad og tryghed er dækket.

Jeg er sikker på, at der ikke kun er ét svar men flere. Et foredrag med Peter Bastian forleden gav mig imidlertid inspiration og noget at tænke over. En af hans pointer var, at vi mangler at få den vertikale opdragelsesstil bragt i spil og dermed også de værdier, som denne opdragelsesstil repræsenterer. Voksne mennesker har noget at byde ind med overfor deres børn – alt er ikke til forhandling og vi skal ikke hele tiden kun forstå og trøste. Børn  er godt nok bedre til computerspil, men vores livserfaring har de ikke. Peter Bastian slog på, at manden og alle de mere maskuline værdier skulle mere i spil. Der skal ikke kun vises omsorg, trøstes, pustes og forhandles. Vi skal lære vores børn værdien af vilje, beslutsomhed, fokus og vedholdenhed. Vi skal trække børnene med op, hvor vi er og vise dem vores syn på, hvordan man kan gøre ting og være et godt eksempel.

Vi skal lære dem, at man ikke altid stoppe op, når det gør ondt eller vi ikke gider og lysten har forladt os. Læring kommer for alvor i spil, når vi er derude, hvor det gør ondt og hvor du ikke har lyst. Hvis du vil noget, må du også fuldføre og stå ved. Det er altsammen noget, der kan læres og som vi bør lære vores børn og som vi må konkretisere i vores hverdag.

En kultur hvor man bare kigger ind i sin egen navle og stopper op, hver gang man mærker, “at nu føles det altså ikke rigtigt for mig” eller “det regner og jeg gider altså ikke i dag” eller “hvor er det altså svært at ændre vaner”, får også svært ved at hamle op med mennesker i lande, hvor udviklingen skubber dem fremad med 180 kilometer i timen, med en sult og motivation og vilje til at nå noget – mere.

Så hvis svaret er genindførelse af en eller anden form for vertikal opdragelsesstil og flere maskuline værdier. Hvordan får vi så de lidt mere hårde og maskuline værdier bragt mere i spil overfor vores børn?

Hvordan skal de konkretiseres?

Skal manden mere på banen?

- og skal kvinderne give lidt mere plads?

Hvordan skal fremtidens børn opdrages?

Hvad siger du?

Udgivet i Fokus, Motivation og mindset, Strategier og forandringer | En kommentar

Hvad drømmer du om at blive?

Udgivet den 16. maj 2011 af Dorte Wied Christensen

At finde ind til det, der virkelig betyder noget for dig, er nok en af de største gaver du kan komme til at åbne. Gaven kan ændre udseende gennem livet og der er ikke kun ét facit, du til enhver tid kan sætte to streger under. Men at få en god fornemmelse af hvilke grundelementer, der virkelig interesserer dig allermest, er nok en god rejseguide. Det hjælper dig med at navigere rundt i landskabet.

Nogle gange tager man ud på en destination, hvor meningen med det hele, først går op for én, når man står midt på vejen og kan mærke på det på sin krop og i sit sind, hvad det engentlig betyder. Og den erfaring skal du sætte pris på.

Du lære dig selv lidt bedre at kende og bliver lidt klogere for hver erfaring du får. Nu har du prøvet dét rejsemål og taget den læring med dig, som det har givet dig.

At vide hvad man ikke skal, er faktisk også guld værd. Det er ligesom at planlægge en rejse, hvor man siger; okay – jeg ved ikke helt præcist, hvor jeg skal hen, men jeg ved, at her skal jeg i hvertfald ikke hen – det er da fint at kunne starte med at vælge fra. Det kan også give en form for overblik.

Jeg har altid selv haft svært ved at vælge til, især fordi jeg jo ikke kan vide, om noget er rigtigt på forhånd? Det er jo gætværk, om man vil komme til at elske noget, før man har prøvet det? Nogle gange er jeg også bange for at gå glip af noget, for hvis man gerne vil det hele, så er der ikke noget værre, end at lukke muligheder ned. Ofte ender det med at jeg venter længst muligt med at træffe beslutninger, helst indtil jeg står på en kant og ikke kan udsætte det længere.

Nogle gange har jeg også bare brug for tid og eftertænksomhed, før jeg beslutter mig, men andre gange springer jeg bare ud i noget, hvor det føles helt rigtigt fra starten.

Som du kan høre, er der heller ikke et facit for hvordan processen skal foregå. Jeg tror heller ikke den findes – heldigvis –  for når det kommer til stykket, er uforudsigeligheden så ikke også en gave?

Det tætteste jeg kan komme på en opskrift, er følgende metafor: Du tager en stor gryde. Dernæst prøver du at tænke dine ingredienser igennem; hvad skal i denne her ret for at den kommer til at smage rigtig godt? Hvad har jeg i forvejen i køleskabet og hvad skal jeg evt. ud og købe? Hvis du allerede har et overblik over dine yndlingsingredienser er det bare at gå i gang og smage til og putte nye ingredienser i, efterhånden som smagen ændre sig. Spis løbende af gryden og nyd retten.

Nogle gange må du tilkalde folk du kender og bede dem om  at tage en prøvesmagning og be dem om at sige deres ærlige mening. Det kan være en stor hjælp.

Fordelen ved at bruge ingredienser du godt kan lide – eller fordelen ved at finde ind til det du virkelig godt kan lide at lave, er flere. Ud over at det er sundest i længden, så vil tiden flyve afsted og det vil være, som en leg at gå på arbejdet.

Som Confucius udtrykker det: “Choose a job you love, and you will never have to work a day in your life.” Din arbejdsplads vil iøvrigt også elske dig for det. Du laver bedre resultater når du brænder for det du laver.

I dag vil jeg give dig et inspirations-overblik over, hvilke mulige destinationer, der kan indgå i din rejseguide – eller hvordan du kan blive klogere på, hvilke ingredienser, der skal i din gryderet.

1. Hvad er du god til? Hvis du allerede har gjort dig nogle erfaringer ud i livet, så har du allerede nogle kvalifiktioner og kompetencer, nogle færdigheder, egenskaber eller noget du er særlig god til? Måske skal du tilbage i tiden for at huske på, om der var noget du særlig godt kunne lide at lave? Har du været god til at tegne, skrive, organisere, finde på ideer? Sælge ting? Tage initiativ? Arbejde i haven? Tale med andre? Lytte til andre? lege med de andre? Prøv at tænke tilbage på de ting du var eller som du er god til nu. Nogle gange glemmer vi hvad det er vi er gode til, og det er synd, for det fortæller jo lidt om vores naturlige præferencer – ud fra devisen: det der interesserer dig, bliver du god til. Tænk tilbage på din barndom, din skole- eller studietid, til dine fritidsinteresser, tidligere jobs, ting du har gjort godt. Det kan være her, du kan starte med at finde ind til det, der virkelig interesserer dig? Måske har du flere ting? Start med at lave en liste over potentielle ting.

2. Hvad begejstrer dig – hvad synes du er sjovt? Det kan være noget på dit arbejde, som du allerede laver idag, men måske kun er en lille del af det du laver? Det kan også være noget du laver i din fritid, ved siden af dit job, en hobby, et frivilligt arbejde, en bibeskæftigelse, eller noget du laver som forældre eller som en god ven? Måske er det længe siden du har gjort det? Prøv at tænk efter? Skriv dine svar ned på den liste du er i gang med at lave.

3. Har du et yndligsemne, som du elsker at tale med andre mennesker om? Det der optager dig og som du synes er sjovt, er ofte noget du elsker at tale med andre mennesker om. Skriv det ned.

4. Hvad læser du om? Hvad bruger du timer på at læse on-line eller i magasiner, bøger, aviser? Hvilke blogs følger du? Hvis du går ind i en boghandel, hvilken afdeling står du så og kigger mest i? Hvilke magasiner kan du næsten ikke vente med at få læst? Her kan du også finde ind til mulige emner til din liste…

5. Hvad har du (måske i det skjulte) altid gået og drømt om? Har du noget du måske bare affærdiger som en fjollet drøm? Du vil måske gerne være en stand-up komiker? Skuespiller? Læge? Eller en forfatter? Men du slår det hen, fordi du måske føler dig usikker eller er i tvivl – af den ene eller anden årsag. De skal også på listen, selvom du måske synes de er urealistiske, giver de dig måske alligevel et hint om dine præferencer og interesser.

6. Hvem beundre du mest? De mennesker du beundre siger mere om dig selv, end du måske tror. Du skal huske og tro på, at det du beundre hos andre, også er noget der venter på at komme frem i dig selv  - Det notere du også på listen.

7. Find ingrediensen frem og lær noget mere. Nu har du en liste – kig på de ting og emner du har skrevet ned. Kan de inddeles i emner? Er der et mønster der toner frem? Kan du udtage 3 eller 4 ting eller emner, som er dine foretrukne valg? Tag det som begejstrer dig mest og start med det. Er det din første destination? Din første ingrediens i retten? Har du brug for at lære mere om det? Snakke med nogle der har prøvet det før? Find ud af så meget du kan om enmet. Snak evt. med andre om det, som kender dig godt.

8. Eksperimenter og lav det første lille skridt i den rigtige retning, når du er klar og mærk så efter hvordan det føles – giver det mening?

Der er ingen, som har sagt at processen er let eller at den vil gå hurtig. Det kræver refleksion og tid at kigge ind i sig selv, og det kræver motivation og mod at eksperimentere.

Tilgengæld er prisen hurtigt tjent ind.

Jeg håber at den lille guide gav dig lidt inspiration og hjælper dig et skridt i den rigtige retning.

God rejse!

Udgivet i Strategier og forandringer | Skriv en kommentar

Når døden indgår i fortællingen om fremtiden

Udgivet den 9. maj 2011 af Dorte Wied Christensen

I forrige indlæg stillede jeg mig selv og dig det spørgsmål: hvordan man skaber sult i paradis? Har du tænkt over svaret? Selv tænker jeg, at der nok ikke kun findes ét svar, men flere – afhængigt af hvem du spørger. Det fortæller lidt om vores mangfoldighed og ikke mindst vores fantasi og forestillingsevne, herunder vores evne til at forestille os, hvad fremtiden vil bringe, og hvordan de følelser og reaktioner disse historier om fremtiden vil påvirker os og vores handlinger her og nu.

Jeg vil i dette indlæg tage en lidt morbid historie-fortolkningsramme op, for at illustrere, hvordan man kan fortælle en historie om fremtiden med forskellige temaer for øje, og på den måde, se på sit liv ud fra forskellige vinkler, for at motivere sig selv til at handle og prioritere.

I løbet af ugen, læste jeg en fin lille bog af Frederik Dessau: “Livet på rejse – Eftertanker fra Italien”. (1996). Den fik mig til at blive inspireret til at tage “døden” op som fortolkningsramme for vores historie om fremtiden. (Ironisk nok for bogen handler jo netop om livet på rejse).

Nu er det ikke kun i bøger at temaet “død” popper op  - det indgår i vores liv i en lang række sammenhænge.

Når vi snakker om døden ligger det ofte, som en underforstået præmis for vores diskussioner, at vi ønsker, at blive så gamle som muligt. Livets længde er med andre ord blevet en kvalitet i sig selv. Som Frederik Dessau skriver s. 109; “Det er lykkedes at indbilde nutidsmennesket, at et langt liv er et godt liv, i og med at det vare længe, som om vi er sat i verden med det ene formål at overleve, og på trods af alt, hvad vi ved om “den anden barndomstid, den rene glemsel, som mangler tænder, øjne, smag og alt”. Jeg synes varighed er en nøjsom målestok for mit liv, selvom jeg uden tvivl vil klamre mig til det når det bliver truet. Men i stedet for at påstå at et langt liv er en værdi i sig selv, kunne man sige, at et langt liv er ikke nødvendigvis godt, men et godt liv må godt være langt.”

Det synes jeg lyder meget fornuftigt. Mit udgangspunkt er derfor, at et godt liv godt må være langt.

Men hvad skal der til for at et liv er godt?

Det er jo et at de lidt store spørgsmål at skulle svare på.

Længden i sig selv er med andre ord ikke et selvstændigt mål, hvis ikke også, der er en vis form for kvalitet. Jeg tror selv på, at vores stræben efter kvalitet vil forbedre vores liv og dermed også forlænge det.

Jeg er helt overbevist om, at ens svar på hvad det gode liv er og ens opfattelse af hvordan “kvalitet” konkretiseres, ændres undervej i livet, men når vi skal svare, kan vi jo kun tage udgangspunkt i, hvad vi synes her og nu. Måske ser vi samtidigt lidt tilbage i tiden og fortolker fortiden; hvad har været godt? og måske retter vi blikket lidt fremad; hvad tror vi vil være et godt liv senere?

Det er svært at forestille sig, hvad man synes er et godt liv når man er 105 og der er lang tid til. Men det med sundheden, fællesskabet med sine kære og andre, at kunne reflektere og kommunikere, at bevare sit gode humør – det tænker jeg selv kunne være et gennemgående ønske eller behov hele livet.

Hvordan kunne du godt tænke dig, at dit liv skulle være, når du nærmer dig livets ende?

Hvis du tænker på din sundhed og dine åndsevner, hvad skal så til, for at du kan blive den kvikkeste tip-tip-oldemor eller -far på plejehjemmet?

Er der nogle vaner du så småt skal begynde at få, som langsomt – men sikkert – vil øge kvaliteten af dit liv – ikke alene her og nu, men også når du bliver ældre?

Når man tænker lidt mere over de her ting, tænker jeg også, at jo mere kontrol over mit eget liv jeg har, des bedre. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke kan modtage hjælp eller bede andre om hjælp, men det er lige så meget et udtryk for, at jeg ønsker at klare mig selv længst mulig tid, og det vil være livskvalitet for mig.

Hvordan tænker du på døden i din hverdag? er det noget du spekulerer over?

Jeg tænker måske ikke så meget på selve døden særlig tit, men mere på, hvordan jeg godt vil have det, når jeg bliver gammel.

Nogle gange har jeg også brugt døden, som målestok for hyppigheden af de handlinger jeg foretager. Lad mig give dig et eksempel: På et tidspunkt da jeg var omkring 30 år gik jeg og var lidt utilfreds med, at jeg ikke fik læst så mange bøger, som jeg gerne ville. Det jeg spurgte mig selv om var, at “hvis jeg fortsætter med kun at læse én bog om måneden, hvor mange bøger kan jeg så nå at læse inden jeg dør, hvis nu jeg f.eks. kunne blive 100 år?” (rent teoretisk). Svaret var 870 bøger! Meget konkret ikke? Dét er ikke mange bøger, for en der elsker at læse. Svaret skræmte mig. Hvilke bøger skulle jeg nu vælge, når jeg ikke kunne nå at læse flere end dem? Der er jo så mange spændende forfattere at vælge imellem og hvad med de bøger jeg allerede havde læst – glem alt om at læse én bog flere gange…Mine tanker om hvor lidt det var jeg kunne nå, fik mere ro, da jeg som konsekvens af svaret, bestemte mig for at firdoble tallet. Resultatet blev derfor, at jeg nu læser ca. en bog om ugen – med døden som reference, fik jeg opprioriteret hyppigheden af nogle handlinger, der betød noget for mig.

Er der ting du rigtig godt kan lide at lave og som du føler du laver for lidt af? Prøv at lav regnestykket som jeg gjorde.

Hvad ser du?

Får du lyst til at handle anderledes? At lave noget om? Prioritere anderledes?

Er der mennesker du ser for lidt til?

Jeg er godt klar over, at vi kun taler gennemsnit og en forventet levealder, som er usikker, og at verden hele tiden ændre sig, inklusiv dine egne behov og prioriteringer, men jeg synes alligevel, at det er en er interessant tanke at lege med, for den siger lidt om hvorvidt du – sat på spidsen – lever et liv, hvor du prioritere de ting, som er vigtige, som betyder noget for dig – ikke alene her og nu, men også på den lange bane.

Hvilke overvejelser gør du dig når du læser det her? Giver det mening at tænke på den måde?

Helst laver jeg kun denne øvelse, så sjældent som muligt, men af og til tager jeg den op, for at få en fornemmelse af om jeg prioritere rigtigt – eller om der er noget jeg skal lave mere af.

Andre gange tænker jeg også, at jeg alligevel ikke kan nå alt det jeg gerne vil – og nogle gange er det også et mål i sig selv, bare at være tilstede i nuet, nyde det gode vejr, slappe af og restituere – og glemme alt om hele tiden at skulle nå noget.

Udgivet i Fokus, Motivation og mindset, Strategier og forandringer | Skriv en kommentar

Hvad skal motivere os? Hvordan skaber vi sult i paradis?

Udgivet den 2. maj 2011 af Dorte Wied Christensen

Hvordan skaber vi sult i paradis? Hvad motiverer dig så meget, at du vil være super fokuseret og give dig 100 procent?

Som jeg nævnte i mit forrige indlæg, ville jeg bruge tid og plads på at udforske de motivationsfaktorer, der ligger bag nogle af vores største sportsstjerner.

Årsagen til mit fokus på motivation i sportens verden er, at det for mig, er et dejligt univers at være i, det inspirerer mig. Super enkelt på en måde, men det skal siges, at jeg alligevel finder fin inspiration og læring, som jeg bruger til at blive klogere på mig selv og det arbejdsliv, som mange af os pt. er i gang med, på den ene eller anden måde.

De største sportsstjerner lever jo også af deres sport og sporten for dem, er derfor også deres arbejde. Samtidig er sporten et letforståeligt univers at fokusere på, og de fleste kan forholde sig til det.

Der er skrevet mange bøger om sport og der er lavet rigtig mange videnskabelige undersøgelser om, hvad årsagen til de største sportsstjerners succes er.

Dette indlæg serverer ikke nogle af disse svar for dig. Mit mål er blot, at se på nogle af de generelle motivationsfaktorer, der synes at være fremherskende i nogle af de sportsmiljøer, som i dag spytter flest superstjerner ud.

Mit indlæg er bla. inspireret af Rasmus Ankersens bog, fra 2010: “Guldminerne”, samt mange af de diskussioner, der har været fremme i medierne om emnet.

I bogen “Guldminerne” har Rasmus Ankersen rejst rundt i 6 måneder og forsøgt at knække koden bag den masseproduktion af superatleter, som kommer fra bla. Jamaica (sprint), Rusland (tennis), Etiopien (løb), Kenya (løb), Brasilien (fodbold) og Sydkorea (golf). Han fokuserer i sin bog på en række parameter, som han kan se gør sig gældende, som en fællesnævner, og et af dem er “sultens anatomi”.

Hvis du vil have det fulde udbytte af hans betragtninger og de forskellige parameter han kommer ind på, må du hellere læse bogen. Den er underholdende og har nogle gode betragtninger, som fik mig til at tænke nærmere over, hvordan vi i den vestlige verden motiveres og hvilken konkurrencesituation vi egentlig befinder os i på en række områder, som også rækker ud over sportens verden og ind i vores almindelige arbejdsliv.

Vi snakker ofte i den vestlige del af verden om, at vi skal være lykkelige, vi skal anerkendes og vi skal realisere os selv og vores motivation er ofte forbundet med disse faktorer, som ligger i toppen af behovspyramiden. I andre dele af verden, heriblandt de dele af verdenen som masseproducerer topidrætsudøvere, ligger deres drive, deres “hvorfor” længere nede i behovspyramiden. Her drives de fremad for at overleve, for at få stillet deres sult og tørst, for at få sikkerhed. For at kunne betale en lægeregning, hvis nogle i deres familie bliver syge.

Rent teoretisk sondre man ofte mellem vedligeholdesfaktorer og motivationsfaktorer. De første, vedligeholdelsesfaktorene, handler om, at vi vil undgå sult og tørst og vi vil overleve. Motivationsfaktorene handler mest om psykologisk vækst og man siger ofte, at vi som mennesker først kan fokusere på psykologisk vækst, når vi har fået opfyldt vores vedligeholdelsesfaktorer, dvs. man kan først fokusere på at få opfyldt toppen af behovspyramiden når bunden er opfyldt.

I stedet for at bruge udtrykket “vedligeholdesfaktorer” bruger jeg det mere mundrette “sultens anatomi”. Det ser nemlig ud til, at sultens anatomi er en stærk konkurrenceparameter, når vi indenfor sportens verden ser på, hvem der ender øverst oppe på sejrsskamlen: “who wants it most” – det vil dem, der løber for at overleve – ikke dem der bare gerne vil have ære, anerkendelse eller penge til at kunne købe endnu en ny telefon eller en MacBook Pro.

Inden jeg kommer nærmere ind på sultens anatomi, synes jeg det er værd at beskrive nogle af de generelle forhold, som i følge Rasmus Ankersen gør sig gældende i de lande, som fremavler så mange dygtige sportsudøvere.

I Jamaica, nærmere betegnet i Kingston, ligger en lille atelatikklub, som står bag nogle af de hurtigste løbere i verdenen på bla. 100 meter, 200 meter, 400 meter. Deres træningsfaciliteter er dårlige, de træner på en afsveden græsmark og i både børnehaven og i skolen står der spurt på deres skema. Øen summer af en kultur, som i den grad fokuserer på sprint og spurt. De har resultaterne bag sig (bla. 9 OL guldmedaljer I 2009) og derfor en masse rollemodeller at se op til. Der er heller ikke så mange andre sportsgrene at vælge imellem. Hvis du ønsker at dyrke sport, og gerne vil være med i den leg, der foregår blandt de andre børn, så giver valget ofte sig selv. Har du desuden et fattigt samfund og en række rollemodeller, som klarer sig godt og som kan skabe sig en levevej indenfor den sportsgren, de allesammen dyrker, ja så har vi nogle af de ingredienser, der skal til. Derudover kommer nogle gode trænere og en træningsdisciplin og indsats, som i den grad er hård, asketisk og disciplineret. Den succefulde træner, Glen Mills fra Jamaica, blev på et tidspunkt spurgt af Rasmus Ankersen, hvad det er, der udgjorde forskellen mellem de bedste og de næstbedste løbere. Hans svar var helt enkelt; “Who wants it most!” De samme faktorer, som på Jamaica, gør sig i øvrigt også gældende i bla. Brasilien, Kenya og Etiopien. Masser af sportsudøvere, som ser det som deres eneste vej ud af fattigdommen, med succesfulde rollemodeller, en stærk kultur indenfor den pågældende sportsgren, gode trænere, en hård, fokuseret, disciplineret og asketisk levevis.

Rasmus Ankersen skriver om sultens anatomi s. 231: “Mens jeg rejste rundt i verden…blev jeg igen og igen bekræftet i, at sulten er den tilstand, der konstant knurre i maven på atleterne i disse miljøer. Man kan ikke se det med det blotte øje, men man kan mærke den. Nervøsiteten, der vibrerer i luften ved en koreansk ungdomsturnering i golf. Intensiteten i en almindelig tennistræning for små piger i Moskva. Agressiviteten, som de unge løbere i Bekoji æder den 400 meter lange bane, hver morgen kl. 6.00. Og målrettetheden i øjnene på de brasilianske drenge i favelaerne I Sao Paulo. De er ikke bare lidt lækkersultne. De er sultne i en grad, hvor tarmene skriger efter føde. Sultne efter at vinde, at blive bedre, at komme væk, at hjælpe deres familie, at blive berømte, at score kassen.”

Når man snakker motivation, er det svært at generalisere, det er jo ikke noget man kan måle med det blotte øje, og der vil sikkert også være individuelle forskelle fra person til person. Men det slår mig alligevel, som et mønster, når jeg læser Rasmus Ankersens bog, at der noget der tyder på, at det der med at være drevet af kærlighed til sporten ofte kan være lidt af en floskel.

Det handeler om prestige, penge, status og overlevelse.

Måske kommer lysten og kærligheden til deres sport hen ad vejen, når de har fået dækket deres primære behov for overlevelse. Det ses nemlig heldigvis af og til, at disse stjerner, som starter af nød, fortsætter selvom de er blevet rige. Man ser også det modsatte. De stopper lige i det split sekund, de har fået den præmie, der sikre dem og deres families overlevelse.

Hvordan kan vi konkurrere med dem, der drives frem af sult? Der er ikke nogen tvivl om, at de har et stærkt “hvorfor” og en rigtig god grund til at ville det mere end os andre.

Vores fokus og vores muligheder for adspredelse er også en udfordring for os, men på den anden side, vi kan jo også bare sige og acceptere, at vi i dag nyder frugterne af den civilisation og den velstand vi har bygget op gennem lang tid og at vi skal være taknemmelige for, at vi er i den luksus situation, at vi kan dyrke den sport vi godt kan lide, i vores fritid, som supplement til vores uddannelse og vores arbejde.

Problemet er bare, at hvis vi gerne vil konkurrere mod dem, der drives af sult, så er vi altså nødt til at hænge i, på en anden og mere indædt facon. Det være sig enten i forhold til sportens stjerner, men det kan også være i forhold til alle de andre mange højtuddannede mennesker fra andre mindre velstående dele af verden, som er sultne og som vi er begyndt at konkurrerer imod på arbejdsmarkedet.

Hvad skal være vores hvorfor?

Kan man lære at blive sulten i paradis?

Bør vi lære det?

Udgivet i Motivation og mindset | 3 kommentarer

Potentiale eller talent – en mesters tankesæt

Udgivet den 11. april 2011 af Dorte Wied Christensen

Hvorfor er det ikke en god ide, at sige til nogen at de er talentfulde? Hvorfor er det bedre at sige, at de har et potentiale og at det kræver motivation, hårdt arbejde og viljestyrke at nå til tops? Måske lyder det mærkeligt, for ordet “talent” er jo ment som en ros, en opmuntring eller bare en konstatering – gerne noget man skulle blive glad for.

Forklaringen er, at vi i talentbegrebet ofte lægger en idealisering om, at der er tale om en person med medfødte egenskaber, som ikke behøver at gøre en indsats, for at komme til tops. Vi vil så gerne se vores mestre og idoler som superhelte, der fra fødslen af, er født talentfulde og anderledes end os almindelige mennesker.

Det man kan risikerer er, at hvis man kalder et barn eller et ungt menneske for et naturtalent, låser vi deres mindset “fast” – se mere om det fastlåste og det udviklende mindset i mit indlæg “hvornår har du succes?“.

Naturtalenter behøver i vores idealiserede forestilling, nemlig ikke at øve sig eller anstrenge sig særlig meget, de behøver ikke analysere deres svage punkter, at få vejledning, feed-back eller træne deres svagheder væk…

Resultatet er derfor, at hvis du er udråbt til at være et talent, så vil du sætte spørgsmålstegn ved, om du nu også er talentfuld, hver gang du laver en fejl og hver gang du taber. Du risikere lettere at blive frustreret, lave bortforklaringer, lyve om dine præstationer, undgå at deltage i konkurrencer og du har svært ved at modtage feed-back – for omverdenen vil jo tænke om dig, at du er et talent. Så enten har du det i dig eller også har du det ikke, enten er du god eller også er du ikke. Hvis du laver fejl, sættes der spørgsmålstegn ved dig på et mere personligt plan – ikke på din indsats eller din præstation, men på dine personlige egenskaber og den er straks vanskeligere at håndtere.

Man risikere også, at de “talentfulde” udvikler en fornemmelse af deres egen overlegenhed, som gør, at de ikke lærer at arbejde hårdt og håndterer et nederlag.

En af mine favoritbøger om dette emne pt. er, “Du er hvad du tænker – den nye mindset teori om vejen til succes”, af den amerikanske psykologiprofessor Carol S. Dweck.

Jeg vil gerne præsenterer tre sportsudøvere, som er repræsentanter for de to mindset; det fatslåste og det udviklende, som Carol S. Dweck, beskriver i sin bog. Jeg har taget dem frem, fordi de på en lidt enkel måde beskriver, noget af det der skal til, for at blive blandt de bedste.

Hvad angår en repræsentant for det fastlåste mindset, fremhæves tennisspilleren John McEnroe. Han er et godt eksempel på en person, som i en tidlig alder blev udråbt som meget talentfuld, og som værende den fødte vinder. Han havde altid en forklaring på, hvad der gik galt når han tabte nogle af sine kampe. Engang var det koldt, og engang var det varmt, engang var han jaloux, og engang var han ked af det, og så var der alle de andre mange gange han blev distraheret.

For de to andre andre sportsstjerner, som skal fremhæves her, gælder at de udviser en anden form for disciplin og viljestyrke. Ingen af dem troede de var noget særligt, eller at de var født til at vinde. Det var mennesker, som arbejde hårdt og som lærte at holde koncentrationen i pressede situationer, og som strakte sig lidt længere end de plejede, når det virkelig gjaldt.

Ingen af de to blev altså anset for at være talentfulde, men begge havde en mesters tankesæt, og at det var det, der gjorde, at de blev blandt verdens allerbedste sportsudøvere:

Om den amerikanske basketballstjerne Michael Jordan, nævnes i bogen s. 108. Det fortælles om ham, at han blev udelukket fra at spille på gymnasiets førstehold, fordi han ikke var god nok. Han kom heller ikke på det universitetshold han helst ville spille for. Når nu Michael Jordan er den største basketballspiller nogensinde, hvorfor var det så ikke indlysende fra starten? Ja det er jo ikke rigtig til at vide med sikkerhed. Det fortælles, at han blev slået helt ud over ikke at blive udtaget til gymnasiets førstehold, og at hans mor derpå havde sagt til ham, at han bare skulle træne videre og lære at kontrollere sit temperament. Det tog han til sig og tog hjemmefra tidligt hver morgen kl. 6 for at træne før timerne.  På Universitetet arbejdede han også hårdt videre med at træne sine svagheder – forsvarsspillet, boldhåndteringen og scoringen. Hans træner var overrasket over, at han trænede hårdere end alle de andre. Det fortælles, at da de havde tabt sæsonens sidste kamp, gik han ud for at træne videre. Han skulle forberede sig til næste sæson. Selv da Michael Jordan var på sin karrieres højdepunkt, var han kendt for sin indædte træning.

Efter Jordans egen mening blev hans succes styret af hans psyke. “Den mentale styrke og motivation er stærkere end de fysiske fordele man måtte have, det har jeg altid sagt og det har jeg altid troet på.” Carol S. Dweck slutter sin fortælling om Michael Jordan af med at nævne, at når andre mennesker ser Michael Jordan, “så ser de en sportsstjerne, som har alle de fysiske egenskaber, der skal til, for at være en stjerne, og så tænker de, at det er hans fysiske fuldkommenhed, der uundgåeligt måtte føre til hans storhed”.

I Hendes bog gennemgår hun også sportsberømheder, som ikke havde fysikken med sig, som et eksempel giver hun bla. Wilma Rudolph, der blev hyldet, som verdens hurtigste kvinde, efter at havde vundet tre guldmedaljer i sprint og stafetløb ved Olympiaden i Rom i 1960. Som ung var Wilma Rudolph ikke et fysisk vidunder. Hun var født for tidligt, som nr. 20 ud af en børneflok på 22, og som lille var hun altid syg. Som 4 årig var hun ved at dø af dobbeltsidig lungebetændelse, skarlagensfeber og polio. Hun kom sig, men det medførte tilbagevendende lammelser i hendes venstre ben. Lægerne gav hende ikke større håb om nogensinde at kunne bruge benet. I otte år trænede hun ihærdigt og som 12 årig kunne hun smide sin benskinne og begynde at gå normalt. Som Carol S. Dweck siger s. 110: “Hvis ikke det var et skoleeksempel på, at fysiske evner kan udvikles, hvad var det så?”. Da Wilma Rudolph kunne gå igen normalt, tog hun fat på at træne løb og det første stævne hun deltog i blev hun nummer sjok i alle konkurrencer. Da hendes karriere var slut, sagde hun om sig selv: “Jeg vil bare gerne huskes som hende, der gjorde en stor indsats.”

Efter gennemgangen af de forskellige sportudøvere konkluderer Carol S. Dweck s. 132, at viljestyrke, mod og en mesters tankegang, er hvad der skal til, for at blive en stor sportsudøver, og det er hvad man kan opnå med det udviklende tankesæt og dets fokus på selvudvikling, selvmotivering og ansvarlighed.

Du skal med andre ord være motiveret og gå helhjertet efter det du ønsker dig og hvis du træne hårdt for at opnå noget – kommer resultaterne også derefter.

Er der noget du altid har troet du ikke var god til?

Måske er det rigtigt -  men måske er det forkert?

En ting er sikkert – Det er ikke noget du kan vide, før du har gjort en indsats for at lære det.

Herhjemme siger vi gerne, at du skal have en interesse eller du skal brænde for det til en start, men måske kommer det store engagement lige så stille hen ad vejen?

Jeg vil i mit næste indlæg se nærmere på den motivation, som ligger bag mange af vores verdensstjerner.


Udgivet i Motivation og mindset | Skriv en kommentar

Hvornår har du succes?

Udgivet den 4. april 2011 af Dorte Wied Christensen

Hvad vil det egentlig sige at have succes? Tja… der findes jo nok ikke noget entydigt sandt svar på det spørgsmål, men det er nu alligevel interessant at se, hvor forskelligt vi kan svare på det. Der er nemlig noget der tyder på, at svaret kan være afhængigt af det mindset eller tankesæt vi har om vores udviklingspotentiale.

Nogle mennesker har, hvad man med et lidt simplificeret udtryk kalder et “fastlåst” mindset. De tror grundlæggende på, at vi er født med et sæt egenskaber eller talenter indenfor et bestemt område, og at vores arbejdsindsats i forhold til at udvikle os, ikke spiller så stor en rolle. Enten er du god til noget eller også er du ikke. For de mennesker handler spørgsmålet om succes meget om, hvorvidt de præsterer nogle gode resultater, og at de undgår at lave fejl.

Hvis du laver fejl bliver der nemlig sat spørgsmålstegn ved, om du nu også har de rette egenskaber eller det rette talent – og det er ikke rart, hvis du tror på, at talent enten er noget du har eller ikke har. Hvis du laver fejl har du således ikke talent. At skulle kæmpe eller slide i det, for at opnå et resultat, er derfor ofte ikke en strategi de benytter sig af, for det med at gøre en indsats, tror de nemlig grundlæggende ikke på er nødvendigt, for “enten har jeg det, der skal til eller også har jeg ikke”. Nogle gange undlader disse personer derfor at deltage i konkurrencer eller kaste sig ud i noget nyt, fordi de frygter at lave fejl, og at der derfor bliver sat spørgsmålstegn ved om de har talent.

Hvis de laver en dårlig præstation er det derfor tit, at årsagen eller bortforklaringer hentes i omgivelserne. Det var den dårlige banes skyld, vejrets eller de andre, der var skyld i det.

Hver eneste præstation bliver her et spørgsmål om:” Får jeg succes eller fiasko? Kommer jeg til at fremstå dum eller dygtig? Bliver jeg accepteret eller afvist? Er jeg en vinder eller en taber? Har jeg talent eller har jeg ikke talent?”.

Andre mennesker, som har et mere “Udviklende” mindset, har den opfattelse, at egenskaber er noget man kan udvikle yderligere, ved at gøre en indsats. Selvom vi kan have forskellige medfødte talenter og evner, interesser og temperament, kan vi alle ændre os og vokse når vi gør en indsats og samler erfaring.

Disse mennesker tror på, at ens sande potentiale er ukendt og at det er umuligt at forudse hvad et menneske kan nå, hvis det er motiveret og slider hårdt for at lære det.

For disse mennesker er det at få udfordringer og ny læring ensbetydende med succes. Hvorfor spilde tiden med hele tiden at vise, hvor god man er til noget, når man kan bruge den på at udvikle sig til noget endnu bedre? Lysten til at gå ud over sine grænser og blive ved med at udvikle sig, også selvom man står på nyt og ukendt land er her stor, men ikke desto mindre, er det det, der driver en fremad. De deltager derfor gerne i noget nyt og er ikke bange for at begå fejl eller tabe, for det er via fejl eller udfordringer, at de bliver bedre.

Når man laver fejl, er det derfor blot et udtryk for en naturlig del af en læreproces. Ikke noget man skal skjule.

Hvilket mindset har du?

Den holdning du vælger at have, har indflydelse på, hvordan du lever dit liv. Den kan være afgørende for, om du opnår det du synes er værdifuldt.

Min inspiration på svaret om hvad succes er, har jeg hentet fra bogen af den amerikanske professor i psykologi ved Stanford University Carol S. Dweck “Du er hvad du tænker – den nye mindset-teori om vejen til succes.”

Jeg vil i nogle af de næste indlæg bevæge mig ind i sportens verden for at se nærmere på det udviklende mindset og talentbegrebet. Er de største stjerner født med et talent eller er det mest hårdt arbejde?

Udgivet i Motivation og mindset | En kommentar